Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Søvnpolitik

Små børn bruger rigtig meget energi i løbet af en dag. For at børnene kan fortsætte deres vækst og udvikling, har de et stort behov for at få deres søvn. Børns søvn ændrer sig i takt med, at de bliver ældre, dog har jævnaldrende børn stort set det samme søvnbehov. Søvnbehovet stiger i perioder, hvor børnene bruger ekstra meget energi, vokser eller er syge. Søvn er en fysisk nødvendighed, som har afgørende betydning for børns trivsel. Under en længerevarende søvn gennemgår børnene forskellige søvnfaser, som er vigtige for kroppens genopbygning.

Børn der sover godt, udvikler sig godt. Vi har i Børnehuset Basen derfor den holdning, at vi som udgangspunkt ikke vækker børn når de sover. 

For at opnå en tilstrækkelig søvnkvalitet skal vuggestuebørn sove ca. 12-14 timer i døgnet. I Børnehuset Basen bliver børnene puttet efter behov, og vi tager udgangspunkt i det enkelte barn. De mindste vuggestuebørn sover ofte både formiddag og eftermiddag ca. 3-4 timer tilsammen. De større vuggestuebørn sover oftest 2-3 timer i middagsstunden.
Vi prøver så vidt muligt at skabe ro og regelmæssighed omkring børnene, når de bliver puttet. De har mulighed for at blive puttet med deres sut, sovedyr eller andet der har betydning. De mindste børn sover i barnevogn eller krybbe, hvor de er fastspændt med en godkendt sele. Børn over 2 år tilbydes en madras på stuen.

Der er babyalarm ved barnevognene og lydovervågning i vores krybberum. De voksne tilser regelmæssigt de
sovende børn. Når børnene vågner, kan der være brug for en favn at vågne i, at sidde og putte med dynen, mens andre er helt klar til at komme i tøjet for at lege igen. Så vidt muligt tager vi hensyn til det enkelte barn.


Børn i 3-6 års alderen har brug for ca. 10-12 timers søvn i døgnet. Nogle børn har stadig brug for en middagssøvn eller et hvil i løbet af dagen. Børnene i børnehaven sover inde på stuen på en madras. 

 

Når barnet ikke vil sove...
Når barnet har svært ved at komme i seng om aftenen og falde i søvn, hænger det ikke nødvendigvis sammen med hvor længe det sover i institutionen. Barnet bør puttes til den samme tid hver aften, uanset sovetidspunkter i løbet af dagen. Børn der sover for lidt har bl.a. tendens til rastløshed, koncentrationsbesvær og hyperaktivitet, og det kan evt. misfortolkes, som at barnet ikke er træt. Det kan hjælpe at lægge et barn, der har svært ved at falde i søvn, tidligere i seng, så de ikke er overtrætte, når de bliver puttet (kilde: Vibeke Manniche/ 'Børns søvn - din lille sovetryne'). 

Oplever vi at et barn har problemer med søvn enten her hos os eller hjemme, står vores sundhedsplejerske altid klar med rådgivning og vejledning omkring dette.